Kommentar i Weekendavisen 1. juni 2007
Afghanistan. Kan NGO'er eller internationale organisationer ikke hjælpe, må regeringerne selv stille den nødvendige, civile kapacitet til rådighed. Det kunne være ved at udlicitere opgaverne til private firmaer, eller ved, som noget nyt, at opstille et egentligt, statsligt beredskab.
Talebandræberne kommer til kort
Af Nicolas T. Veicherts
NR. 22, 1. - 7. juni 2007
I forbindelse med Folketingets kommende beslutning om at sende flere soldater, og måske F16 kampfly og kampvogne, til det sydlige Afghanistan, nærmere betegnet Helmand-provinsen, skal også den danske civile indsats i området styrkes. Blandt andet gennem opbygning og genopbygning af skoler, som det er foreslået af udviklingsministeren.
Et forslag der efterfølgende er blevet heftigt debatteret, efter at en række NGO'er meldte ud, at de ikke kan løse opgaven på grund af den ringe sikkerhedssituation i området. En udmelding der straks blev fulgt op af Dansk Folkepartis Søren Espersen, som mente, at de danske soldater slet ikke skulle sikre civil indsats, men alene dræbe talebanere.
Udmeldingerne tegner et godt billede af det dilemma, som tidens politiske koalitioner samt militære og civile organisationer står overfor i dag. På den ene side er det urealistisk at tro, at taleban i Afghanistan alene kan bekæmpes med militære midler. På den anden side medfører fraværet af civile organisationer, herunder fraværet af et alternativ til disse organisationer, at militæret netop står tilbage med førstnævnte opgave.
Der er ingen tvivl om, at danske soldater vil kunne indsættes alene til gavn for tilintetgørelsen af de taleban og andre kræfter, der bekæmper udviklingen i Afghanistan. Denne evne kan føres tilbage til diskussionerne forud for de seneste to forsvarsforlig, men særligt det sidste i 2005. Her blev begrebet »first in« introduceret af forsvaret og dækkede en målsætning om at sætte hele forsvaret i stand til at kunne deltage i de allersværeste og farligste militære opgaver verden over til gavn for Danmarks fortsatte aktivistiske udenrigspolitik.
I »first in« lå også et implicit ønske om at reducere længden af de enkelte militære engagementer. I bedste fald fra de over 20 år på Cypern, de 10 år i Bosnien og indtil videre otte år i Kosovo til de maximalt et eller to år, som det tager en amerikansk ledet invasionsstyrke at fjerne regimer som talebans og Saddam Husseins – inklusive forberedelse og efterfølgende overdragelse til FN- eller andre styrker.
Sådan er det som bekendt ikke gået. Hverken for USA eller for Danmark. Meget peger da også allerede nu på, at Afghanistan-engagementet kommer til at vare længere end Bosnien og Kosovo, samtidig med at det bliver betydelig farligere. Afghanistan-engagementet er blevet en krig mod oprørere med de krav og risici, som den slags konflikter stiller.
Kravene er indeholdt i Vestens og den afghanske regerings plan for et nyt Afghanistan, der hviler på to søjler. Den ene skal gøre Afghanistan så stærkt, at landets eget politi, militær og retsvæsen kan minimere og holde de anti-vestlige og anti-afghanske kræfter i ave. Den anden skal gøre Afghanistan så rigt og begavet, at landets befolkning ingen interesse har i at støtte sådanne negative kræfter. Særligt det sidste forventes at tage op til en generations tid, hvilket er bredt accepteret af både vestlige og afghanske politikere.
Fordi det tager meget lang tid at forandre lande som Afghanistan, er det afgørende at fastholde den menige, ofte meget fattige og uvidende, afghaners opbakning til målet om et nyt Afghanistan.
Kun ved at skabe mærkbare fremskridt her og nu for den enkelte afghaner – herunder skabe et livsgrundlag for hans familie i form af job eller økonomisk støtte – kan Vesten og de afghanske myndigheder imødegå dels den hvervning, der er begrundet i fattigdom, dels den nationalistiske og religiøst inspirerede propaganda, der tidligere har mobiliseret det afghanske folk til at fordrive britiske og senere sovjetiske okkupationsstyrker med tilhørende majonetregeringer.
Eftersom også taleban og andre negative kræfter er klar over den civile indsats' afgørende betydning, er det ISAF-styrkens (International Security and Assistance Force) hovedopgave dels at skabe plads til civil indsats, dels at sikre den civile indsats.
Den britisk ledede indsats i Helmand-provinsen er et eksempel herpå. Midlet er etableringen af en udviklingszone, inden for hvilken den civile indsats kan etableres. Metoden er med militære midler at presse taleban ud af zonen og dernæst med militære midler at sikre den civile indsats i zonen.
Fordi det er logik, at flere militære styrker kan skabe flere eller mere robuste udviklingszoner, har Nato's generalsekretær anmodet medlemslandene om flere soldater. Alt efter talebans modstand kan for få styrker da også føre til, at ISAF må fokusere sin indsats i færre provinser og dermed gå langsommere frem.
Lige så logisk er det, at omfanget af den enkelte udviklingszone afhænger af den komplementære civile indsats. Jo mindre indsats, jo mindre område, jo relativt større behov for militære styrker. Endelig er det logik, at der i udviklingszonerne til stadighed vil være sikkerhedsbehov, der for eksempel binder danske og britiske styrker til udviklingszonen i Helmand indtil afghanske sikkerhedsstyrker ad åre – eller koalitionspartnere – kan overtage opgaven.
Når udviklingszonen skal skabes, fører det selvsagt til kampe, som det sker lige nu i Helmand og i øvrigt overalt i det sydlige og østlige Afghanistan. Når behovet for at dræbe taleban skal gøres op derefter, er målestokken imidlertid ikke hvor mange talebanere, der findes, men i hvilket omfang de er i vejen for den civile indsats.
Det skyldes blandt andet den problematik, som den afghanske præsident og flere internationale tænketanke har peget på; nemlig at de utilsigtede civile tab og ødelæggelser, der følger af kamphandlinger, skaber relativt flere fjender.
Hertil kommer, at mange af de døde, der i Vestens sta-tistikker registreres som talebankrigere, i realiteten er mænd, der enten er tvunget i kamp eller har meldt sig for at kunne tjene penge til deres familiers overlevelse. Også de efterlader sig familier, der nu har flere grunde til at støtte kampen mod ISAF og den afghanske regering. Også disse sammenhænge peger på behovet for ikke »bare« at fokusere på at slå talebankrigere ihjel.
Resultatet er, at den egentlige, langsigtede »talebandræber« bliver den civile indsats. Derfor har Danmark i Nato også lanceret en ny udgave af »first in«; nemlig »først med den nødvendige civile indsats«. I Danmark kalder vi det samtænkning af militær og civil indsats.
Udover at skulle opfylde behovet for civil indsats, må samtænkning, i kombination med uddannelse af lokale sikkerhedsstyrker, også betragtes som det eneste middel til en relativ hurtig tilbagetrækning af (danske) militære styrker fra et konfliktområde.
Kan NGO'er eller internationale organisationer ikke hjælpe, må regeringerne derfor selv stille den nødvendige civile kapacitet til rådighed. Det kunne være ved at udlicitere de civile opgaver til private firmaer og villige NGO'er, eller ved, som noget nyt, at opstille et egentligt, statsligt beredskab til at løse de civile opgaver. Eksempelvis i form af et korps af netop den type rådgivere og projektledere, som også NGO'er og internationale organisationer benytter sig af.
Medlemmerne af et sådant korps kan meget vel hentes uden for staten, men der hvor stillinger måtte stå tomme, skal civile embedsmænd kunne udsendes som en naturlig del af deres stilling. Det vil være farligere end at sidde i for eksempel Danmark, og derfor skal det være vellønnet og for embedsmænd karrierefremmende.
Det er også et krav, at de militære styrker løser deres opgave sådan, at den civile indsats kan realiseres og truslen imod den reduceres. I forlængelse af tidligere nævnte logikker bør størrelsen af de militært skabte udviklingszoner derfor være en funktion af omfanget og den forventede betydning af den mulige civile indsats.
Dér hvor den civile indsats risikerer at forsvinde eller resultaterne af den at blive tilintetgjort (som det sker i Irak), må den militære indsats knyttes direkte til den fysiske beskyttelse af indsatsen og dens resultater. Dér hvor det går godt, bør flest mulige styrker straks frigøres til igen at gå på jagt efter taleban.
Forhåbentlig vil den »næste« diskussion af soldater, fly og kampvogne til Afghanistan udspringe af mulighederne for en større civil indsats – og ikke omvendt.
Afghanistan. Kan NGO'er eller internationale organisationer ikke hjælpe, må regeringerne selv stille den nødvendige, civile kapacitet til rådighed. Det kunne være ved at udlicitere opgaverne til private firmaer, eller ved, som noget nyt, at opstille et egentligt, statsligt beredskab.
Talebandræberne kommer til kort
Af Nicolas T. Veicherts
NR. 22, 1. - 7. juni 2007
I forbindelse med Folketingets kommende beslutning om at sende flere soldater, og måske F16 kampfly og kampvogne, til det sydlige Afghanistan, nærmere betegnet Helmand-provinsen, skal også den danske civile indsats i området styrkes. Blandt andet gennem opbygning og genopbygning af skoler, som det er foreslået af udviklingsministeren.
Et forslag der efterfølgende er blevet heftigt debatteret, efter at en række NGO'er meldte ud, at de ikke kan løse opgaven på grund af den ringe sikkerhedssituation i området. En udmelding der straks blev fulgt op af Dansk Folkepartis Søren Espersen, som mente, at de danske soldater slet ikke skulle sikre civil indsats, men alene dræbe talebanere.
Udmeldingerne tegner et godt billede af det dilemma, som tidens politiske koalitioner samt militære og civile organisationer står overfor i dag. På den ene side er det urealistisk at tro, at taleban i Afghanistan alene kan bekæmpes med militære midler. På den anden side medfører fraværet af civile organisationer, herunder fraværet af et alternativ til disse organisationer, at militæret netop står tilbage med førstnævnte opgave.
Der er ingen tvivl om, at danske soldater vil kunne indsættes alene til gavn for tilintetgørelsen af de taleban og andre kræfter, der bekæmper udviklingen i Afghanistan. Denne evne kan føres tilbage til diskussionerne forud for de seneste to forsvarsforlig, men særligt det sidste i 2005. Her blev begrebet »first in« introduceret af forsvaret og dækkede en målsætning om at sætte hele forsvaret i stand til at kunne deltage i de allersværeste og farligste militære opgaver verden over til gavn for Danmarks fortsatte aktivistiske udenrigspolitik.
I »first in« lå også et implicit ønske om at reducere længden af de enkelte militære engagementer. I bedste fald fra de over 20 år på Cypern, de 10 år i Bosnien og indtil videre otte år i Kosovo til de maximalt et eller to år, som det tager en amerikansk ledet invasionsstyrke at fjerne regimer som talebans og Saddam Husseins – inklusive forberedelse og efterfølgende overdragelse til FN- eller andre styrker.
Sådan er det som bekendt ikke gået. Hverken for USA eller for Danmark. Meget peger da også allerede nu på, at Afghanistan-engagementet kommer til at vare længere end Bosnien og Kosovo, samtidig med at det bliver betydelig farligere. Afghanistan-engagementet er blevet en krig mod oprørere med de krav og risici, som den slags konflikter stiller.
Kravene er indeholdt i Vestens og den afghanske regerings plan for et nyt Afghanistan, der hviler på to søjler. Den ene skal gøre Afghanistan så stærkt, at landets eget politi, militær og retsvæsen kan minimere og holde de anti-vestlige og anti-afghanske kræfter i ave. Den anden skal gøre Afghanistan så rigt og begavet, at landets befolkning ingen interesse har i at støtte sådanne negative kræfter. Særligt det sidste forventes at tage op til en generations tid, hvilket er bredt accepteret af både vestlige og afghanske politikere.
Fordi det tager meget lang tid at forandre lande som Afghanistan, er det afgørende at fastholde den menige, ofte meget fattige og uvidende, afghaners opbakning til målet om et nyt Afghanistan.
Kun ved at skabe mærkbare fremskridt her og nu for den enkelte afghaner – herunder skabe et livsgrundlag for hans familie i form af job eller økonomisk støtte – kan Vesten og de afghanske myndigheder imødegå dels den hvervning, der er begrundet i fattigdom, dels den nationalistiske og religiøst inspirerede propaganda, der tidligere har mobiliseret det afghanske folk til at fordrive britiske og senere sovjetiske okkupationsstyrker med tilhørende majonetregeringer.
Eftersom også taleban og andre negative kræfter er klar over den civile indsats' afgørende betydning, er det ISAF-styrkens (International Security and Assistance Force) hovedopgave dels at skabe plads til civil indsats, dels at sikre den civile indsats.
Den britisk ledede indsats i Helmand-provinsen er et eksempel herpå. Midlet er etableringen af en udviklingszone, inden for hvilken den civile indsats kan etableres. Metoden er med militære midler at presse taleban ud af zonen og dernæst med militære midler at sikre den civile indsats i zonen.
Fordi det er logik, at flere militære styrker kan skabe flere eller mere robuste udviklingszoner, har Nato's generalsekretær anmodet medlemslandene om flere soldater. Alt efter talebans modstand kan for få styrker da også føre til, at ISAF må fokusere sin indsats i færre provinser og dermed gå langsommere frem.
Lige så logisk er det, at omfanget af den enkelte udviklingszone afhænger af den komplementære civile indsats. Jo mindre indsats, jo mindre område, jo relativt større behov for militære styrker. Endelig er det logik, at der i udviklingszonerne til stadighed vil være sikkerhedsbehov, der for eksempel binder danske og britiske styrker til udviklingszonen i Helmand indtil afghanske sikkerhedsstyrker ad åre – eller koalitionspartnere – kan overtage opgaven.
Når udviklingszonen skal skabes, fører det selvsagt til kampe, som det sker lige nu i Helmand og i øvrigt overalt i det sydlige og østlige Afghanistan. Når behovet for at dræbe taleban skal gøres op derefter, er målestokken imidlertid ikke hvor mange talebanere, der findes, men i hvilket omfang de er i vejen for den civile indsats.
Det skyldes blandt andet den problematik, som den afghanske præsident og flere internationale tænketanke har peget på; nemlig at de utilsigtede civile tab og ødelæggelser, der følger af kamphandlinger, skaber relativt flere fjender.
Hertil kommer, at mange af de døde, der i Vestens sta-tistikker registreres som talebankrigere, i realiteten er mænd, der enten er tvunget i kamp eller har meldt sig for at kunne tjene penge til deres familiers overlevelse. Også de efterlader sig familier, der nu har flere grunde til at støtte kampen mod ISAF og den afghanske regering. Også disse sammenhænge peger på behovet for ikke »bare« at fokusere på at slå talebankrigere ihjel.
Resultatet er, at den egentlige, langsigtede »talebandræber« bliver den civile indsats. Derfor har Danmark i Nato også lanceret en ny udgave af »first in«; nemlig »først med den nødvendige civile indsats«. I Danmark kalder vi det samtænkning af militær og civil indsats.
Udover at skulle opfylde behovet for civil indsats, må samtænkning, i kombination med uddannelse af lokale sikkerhedsstyrker, også betragtes som det eneste middel til en relativ hurtig tilbagetrækning af (danske) militære styrker fra et konfliktområde.
Kan NGO'er eller internationale organisationer ikke hjælpe, må regeringerne derfor selv stille den nødvendige civile kapacitet til rådighed. Det kunne være ved at udlicitere de civile opgaver til private firmaer og villige NGO'er, eller ved, som noget nyt, at opstille et egentligt, statsligt beredskab til at løse de civile opgaver. Eksempelvis i form af et korps af netop den type rådgivere og projektledere, som også NGO'er og internationale organisationer benytter sig af.
Medlemmerne af et sådant korps kan meget vel hentes uden for staten, men der hvor stillinger måtte stå tomme, skal civile embedsmænd kunne udsendes som en naturlig del af deres stilling. Det vil være farligere end at sidde i for eksempel Danmark, og derfor skal det være vellønnet og for embedsmænd karrierefremmende.
Det er også et krav, at de militære styrker løser deres opgave sådan, at den civile indsats kan realiseres og truslen imod den reduceres. I forlængelse af tidligere nævnte logikker bør størrelsen af de militært skabte udviklingszoner derfor være en funktion af omfanget og den forventede betydning af den mulige civile indsats.
Dér hvor den civile indsats risikerer at forsvinde eller resultaterne af den at blive tilintetgjort (som det sker i Irak), må den militære indsats knyttes direkte til den fysiske beskyttelse af indsatsen og dens resultater. Dér hvor det går godt, bør flest mulige styrker straks frigøres til igen at gå på jagt efter taleban.
Forhåbentlig vil den »næste« diskussion af soldater, fly og kampvogne til Afghanistan udspringe af mulighederne for en større civil indsats – og ikke omvendt.
