Kronik i Weekendavisen, 9. november 2007
Send flere bureaukrater
Afghanistan. Det er ikke kun Taleban, der er fjenden. Fraværet af en markant og effektiv civil indsats for genopbygning og socioøkonomisk fremgang kan medføre, at den militære indsats viser sig forgæves.
Af Nicolas T. Veicherts
Når man som soldat under og efter en udsendelse skal forklare sig selv og andre, hvorfor éns indsats giver mening, vælger man ofte situationer, hvor mennesker konkret er blevet hjulpet. Eksempelvis i form af en bro, en brønd, en skole eller bare plastic for vinduerne.
Allerbedst er det selvfølgelig, når man som soldat efter endnu en udsendelse i samme område kan berette om fremskridt i selve det samfund, som den internationale indsats ønsker at hjælpe eller forandre. En ting er dog soldatens opfattelse; en anden er vurderingen af den samlede nationale indsats. Dén indsats kan ikke måles på enkeltprojekter, men skal vurderes i lyset af de mål, som det internationale samfund har sat sig for den samlede indsats.
Alligevel kom antallet og værdien af hærens egne genopbygningsprojekter i centrum for debatten om den danske indsats i Irak, da den danske bataljon i august i år blev trukket ud af Irak; måske fordi de fleste ansvarlige politikere, officerer og eksperter måtte erkende, at situationen i det sydlige Irak kun på meget få områder levede op til de målsætninger om stabilitet og sikkerhed, som den internationale koalition indledningsvis havde sat sig.
I Afghanistan er situationen en anden. Efter at have famlet sig en del frem siden 2003 lader NATOs International Security and Assistance Force (ISAF) nu til at være ved at have skabt en plan for den militære indsats i landet, der i højere grad end før tilgodeser behovet for at skabe, fastholde og udvikle den afghanske befolknings opbakning til Vestens og den afghanske stats projekt. Og som samtidig imødegår det objektive problem, at chefen for ISAF ikke har fuld kontrol med styrkerne i Afghanistan, hvorfor planen er tilpasset, hvad de bidragydende lande stiller af tropper i provinserne.
Planen bygger på etableringen af et antal Afghan Development Zones i de mest urolige provinser. I disse zoner vil ISAF i samarbejde med nationale sikkerhedsstyrker indledningsvis tilintetgøre eller neutralisere den væbnede modstand – som danske og britiske styrker gør det lige nu i Helmandprovinsen – for på den måde at skabe en sikkerhed i zonen, der tilgodeser en efterfølgende civil indsats og dermed den lokale befolkning.
Forventningen til zonerne er, at de i takt med enrelativt stigende velstand kombineret med en sikkerhedsgaranti vil skabe en tro på fremtiden, der gør det svært for oprørere at operere i zonen. Samtidig skal zonerne for de afghanere, der lever udenfor, manifestere et reelt og attraktivt alternativ til den undertrykkelse, som Taleban, andre oprørsgrupper eller krigsherrer står for. I takt med at disse to tilstande indtræder, vil zonerne kunne udvides og med tiden smelte sammen med andre zoner.
Helt afgørende for ISAFs plan er to ting: For det første må zonerne ikke bliver større, end at de kontinuerligt kan sikres af ISAF-styrker og med tiden af afghanske sikkerhedsstyrker. Kontrollen med zonerne må ikke falde tilbage i hænderne på Taleban eller andre oprørere. Hverken direkte, som det skete i den tidligere dansk »erobrede« by Musa Qala, der nu igen er under Talebans kontrol – eller i kraft af terrorisme inde i zonen, der får befolkningen til at vurdere, at den er mere sikker, såfremt ISAF og nationale sikkerhedsstyrker helt forlader zonen.
Netop terror over for befolkningen vurderes af ekspert i Afghanistan-konflikten, Peter Dahl Thruelsen ved Forsvarsakademiet, at blive et endnu oftere anvendt middel i Talebans kamp mod Vesten og regeringen i Kabul. Indtræffer sådanne tilbageslag, vil ISAF skulle begynde forfra, hvilket både vil være dyrt og uvilkårligt gøre tabet af soldater yderligere kontroversielt.
For det andet skal den civile indsats i zonerne hurtigt skabe tro på et bedre fysisk liv i form af rent vand, lægehjælp, etablering af infrastruktur, større vareudbud, støtte til landbrug og småindustri samt skolegang. Ikke fordi afghanerne er ved at dø af sult, men fordi de er ekstremt fattige, meget uvidende og stolte.
Deres opbakning til ISAF-styrkens opgave er derfor i høj grad en funktion af en umiddelbar og mærkbar forbedring af deres levevilkår. Hertil kommer behovet for at rådgive, uddanne og i nogle tilfælde kontrollere det lokale provinsstyre, sådan at provinsstyrets politi, dommere, embedsmænd og andre ikke selv skaber utryghed og modvilje i befolkningen.
Det er af samme grund heller ikke muligt at lade afghanske sikkerhedsstyrker overtage kontrollen med zonerne, før styrkerne har demonstreret, at de ikke alene kan opretholde sikkerheden, men også undgå at skabe utryghed og modvilje i befolkningen.
Konsekvensen af etableringen af Afghan Development Zones bliver nu for ISAF, for Vesten, og for den afghanske regering at acceptere, at de indsatte militære styrker nok skal bekæmpe Taleban, men ikke som hidtil, hvor ISAF-styrkerne har været i offensiven og opsøgt, fundet og kæmpet med Taleban. I stedet skal Taleban, efter at være blevet smidt ud af zonen, nu i højere grad afvises ved porten så at sige, om end specialstyrker til stadighed skal søge at holde oprørsgrupper uden for zonerne nede.
Målestokken for, hvor hurtigt zonerne kan udvides eller nye zoner etableres – idet jeg forudsætter, at ISAF ikke tilføres substantielt flere styrker eller får mulighed for fuldt ud at anvende de styrker, der er indsat i mere fredelige områder – bliver dermed ikke en funktion af ISAFs eller den afghanske hærs kapacitet, men af effekten af den civile indsats. Dermed bliver det den civile indsats, der afgør slaget om Afghanistan.
Dilemmaet i Afghanistan lige nu er, at mens ISAF er godt på vej til at tilpasse sine rådige ressourcer til en brugbar plan, er det endnu ikke lykkedes at skabe garanti for den nødvendige massive civile indsats i de kritiske områder i det sydlige Afghanistan. Hverken til støtte for et bedre fysisk liv eller til gavn for opbygningen af en nogenlunde retfærdig og stabil stat. Hverken i de zoner, der etableres nu, eller i de zoner, der efterfølgende skal etableres.
Baggrunden for den manglende civile indsats har hidtil været den ringe sikkerhedssituation, men den må forventes forbedret væsentligt i de kommende måneder som en konsekvens af ISAFs fokuserede anvendelse af flere styrker på færre områder. Alligevel er der intet i sol og måne, der tyder på, at FN, EU eller de involverede nationer er i stand til at sende det fornødne antal mange hundrede embedsmænd fra stort set alle slags ministerier, politifolk, dommere og andre eksperter af sted. Selv i de meget fredelige nordlige områder af Afghanistan er manglen på eksperter uomtvistelig.
Misforholdet mellem militær og civil indsats vilføre til, at afghanerne med tiden vil opfatte ISAF som et problem. Både fordi den enkelte afghaner ikke får det bedre, og fordi Taleban vil forstå at udnytte denne indbyggede svaghed i tidens militære indsatser til propagandaformål, som det også er sket i Irak. Og i den situation kan der være god grund til at være bekymret for afghanernes særlige evne til i krisetider at samles om at modgå en fælles ydre fjende.
Med etableringen af Afghan Development Zones peger meget på, at NATOs forsvarsministre ikke skal bruge al deres energi på at diskutere flere styrker indbyrdes; de skulle nok snarere begynde at diskutere, om indsatsen i Afghanistan på tværs af ministerier er i balance.
Partierne bag den danske indsats i Afghanistan er i nogen grad opmærksom på problematikken og har derfor ikke bare forstærket den militære indsats, men også den civile indsats i Helmand-provinsen. Samtidig har man stillet krav om, at effekten af den samlede danske militære og civile indsats skal måles.
Det væsentlige i den forbindelse er, at målingerne ikke, som i Irak, kommer til at ske i form af en opregning af antal nybyggede skoler, broer og brønde og hvor mange piger, der nu går i skole. Det er selvfølgelig ikke uvæsentligt; men afgørende er det, at indsatsen måles i forhold til den afghanske befolknings støtte til og ønske om at blive en del af konceptet Afghan Development Zones og dermed af Vestens projekt.
Målingerne bør derfor heller ikke ske i en rent dansk kontekst, som om den danske indsats i sig selv skaber en slags separatfred. Målingerne skal ske i sammenhæng med den indsats, som de danske styrker er en del af. Det vil sige den samlede britisk ledede indsats i Helmand-provinsen – eller måske endog ISAFs samlede operationer i det sydlige Afghanistan.
Jo hurtigere vi kommer i gang med at måle, jo hurtigere vil vi opdage, at vi formentlig har et alvorligt problem – og at det ikke kun er Taleban. Det er også vores egen vilje til at indsætte de nødvendige civile kapaciteter.
--------
Nicolas T. Veicherts (f. 1964) er major og for tiden fungerende chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Har været udsendt til Bosnien og Afghanistan tre gange. Indtil februar i år som chef for de danske styrker i Feyzabad i det nordlige Afghanistan. Majoren var i 2004-2006 ansat ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han blandt andet udgav rapporten »Samtænkning, modstand og muligheder«.
Send flere bureaukrater
Afghanistan. Det er ikke kun Taleban, der er fjenden. Fraværet af en markant og effektiv civil indsats for genopbygning og socioøkonomisk fremgang kan medføre, at den militære indsats viser sig forgæves.
Af Nicolas T. Veicherts
Når man som soldat under og efter en udsendelse skal forklare sig selv og andre, hvorfor éns indsats giver mening, vælger man ofte situationer, hvor mennesker konkret er blevet hjulpet. Eksempelvis i form af en bro, en brønd, en skole eller bare plastic for vinduerne.
Allerbedst er det selvfølgelig, når man som soldat efter endnu en udsendelse i samme område kan berette om fremskridt i selve det samfund, som den internationale indsats ønsker at hjælpe eller forandre. En ting er dog soldatens opfattelse; en anden er vurderingen af den samlede nationale indsats. Dén indsats kan ikke måles på enkeltprojekter, men skal vurderes i lyset af de mål, som det internationale samfund har sat sig for den samlede indsats.
Alligevel kom antallet og værdien af hærens egne genopbygningsprojekter i centrum for debatten om den danske indsats i Irak, da den danske bataljon i august i år blev trukket ud af Irak; måske fordi de fleste ansvarlige politikere, officerer og eksperter måtte erkende, at situationen i det sydlige Irak kun på meget få områder levede op til de målsætninger om stabilitet og sikkerhed, som den internationale koalition indledningsvis havde sat sig.
I Afghanistan er situationen en anden. Efter at have famlet sig en del frem siden 2003 lader NATOs International Security and Assistance Force (ISAF) nu til at være ved at have skabt en plan for den militære indsats i landet, der i højere grad end før tilgodeser behovet for at skabe, fastholde og udvikle den afghanske befolknings opbakning til Vestens og den afghanske stats projekt. Og som samtidig imødegår det objektive problem, at chefen for ISAF ikke har fuld kontrol med styrkerne i Afghanistan, hvorfor planen er tilpasset, hvad de bidragydende lande stiller af tropper i provinserne.
Planen bygger på etableringen af et antal Afghan Development Zones i de mest urolige provinser. I disse zoner vil ISAF i samarbejde med nationale sikkerhedsstyrker indledningsvis tilintetgøre eller neutralisere den væbnede modstand – som danske og britiske styrker gør det lige nu i Helmandprovinsen – for på den måde at skabe en sikkerhed i zonen, der tilgodeser en efterfølgende civil indsats og dermed den lokale befolkning.
Forventningen til zonerne er, at de i takt med enrelativt stigende velstand kombineret med en sikkerhedsgaranti vil skabe en tro på fremtiden, der gør det svært for oprørere at operere i zonen. Samtidig skal zonerne for de afghanere, der lever udenfor, manifestere et reelt og attraktivt alternativ til den undertrykkelse, som Taleban, andre oprørsgrupper eller krigsherrer står for. I takt med at disse to tilstande indtræder, vil zonerne kunne udvides og med tiden smelte sammen med andre zoner.
Helt afgørende for ISAFs plan er to ting: For det første må zonerne ikke bliver større, end at de kontinuerligt kan sikres af ISAF-styrker og med tiden af afghanske sikkerhedsstyrker. Kontrollen med zonerne må ikke falde tilbage i hænderne på Taleban eller andre oprørere. Hverken direkte, som det skete i den tidligere dansk »erobrede« by Musa Qala, der nu igen er under Talebans kontrol – eller i kraft af terrorisme inde i zonen, der får befolkningen til at vurdere, at den er mere sikker, såfremt ISAF og nationale sikkerhedsstyrker helt forlader zonen.
Netop terror over for befolkningen vurderes af ekspert i Afghanistan-konflikten, Peter Dahl Thruelsen ved Forsvarsakademiet, at blive et endnu oftere anvendt middel i Talebans kamp mod Vesten og regeringen i Kabul. Indtræffer sådanne tilbageslag, vil ISAF skulle begynde forfra, hvilket både vil være dyrt og uvilkårligt gøre tabet af soldater yderligere kontroversielt.
For det andet skal den civile indsats i zonerne hurtigt skabe tro på et bedre fysisk liv i form af rent vand, lægehjælp, etablering af infrastruktur, større vareudbud, støtte til landbrug og småindustri samt skolegang. Ikke fordi afghanerne er ved at dø af sult, men fordi de er ekstremt fattige, meget uvidende og stolte.
Deres opbakning til ISAF-styrkens opgave er derfor i høj grad en funktion af en umiddelbar og mærkbar forbedring af deres levevilkår. Hertil kommer behovet for at rådgive, uddanne og i nogle tilfælde kontrollere det lokale provinsstyre, sådan at provinsstyrets politi, dommere, embedsmænd og andre ikke selv skaber utryghed og modvilje i befolkningen.
Det er af samme grund heller ikke muligt at lade afghanske sikkerhedsstyrker overtage kontrollen med zonerne, før styrkerne har demonstreret, at de ikke alene kan opretholde sikkerheden, men også undgå at skabe utryghed og modvilje i befolkningen.
Konsekvensen af etableringen af Afghan Development Zones bliver nu for ISAF, for Vesten, og for den afghanske regering at acceptere, at de indsatte militære styrker nok skal bekæmpe Taleban, men ikke som hidtil, hvor ISAF-styrkerne har været i offensiven og opsøgt, fundet og kæmpet med Taleban. I stedet skal Taleban, efter at være blevet smidt ud af zonen, nu i højere grad afvises ved porten så at sige, om end specialstyrker til stadighed skal søge at holde oprørsgrupper uden for zonerne nede.
Målestokken for, hvor hurtigt zonerne kan udvides eller nye zoner etableres – idet jeg forudsætter, at ISAF ikke tilføres substantielt flere styrker eller får mulighed for fuldt ud at anvende de styrker, der er indsat i mere fredelige områder – bliver dermed ikke en funktion af ISAFs eller den afghanske hærs kapacitet, men af effekten af den civile indsats. Dermed bliver det den civile indsats, der afgør slaget om Afghanistan.
Dilemmaet i Afghanistan lige nu er, at mens ISAF er godt på vej til at tilpasse sine rådige ressourcer til en brugbar plan, er det endnu ikke lykkedes at skabe garanti for den nødvendige massive civile indsats i de kritiske områder i det sydlige Afghanistan. Hverken til støtte for et bedre fysisk liv eller til gavn for opbygningen af en nogenlunde retfærdig og stabil stat. Hverken i de zoner, der etableres nu, eller i de zoner, der efterfølgende skal etableres.
Baggrunden for den manglende civile indsats har hidtil været den ringe sikkerhedssituation, men den må forventes forbedret væsentligt i de kommende måneder som en konsekvens af ISAFs fokuserede anvendelse af flere styrker på færre områder. Alligevel er der intet i sol og måne, der tyder på, at FN, EU eller de involverede nationer er i stand til at sende det fornødne antal mange hundrede embedsmænd fra stort set alle slags ministerier, politifolk, dommere og andre eksperter af sted. Selv i de meget fredelige nordlige områder af Afghanistan er manglen på eksperter uomtvistelig.
Misforholdet mellem militær og civil indsats vilføre til, at afghanerne med tiden vil opfatte ISAF som et problem. Både fordi den enkelte afghaner ikke får det bedre, og fordi Taleban vil forstå at udnytte denne indbyggede svaghed i tidens militære indsatser til propagandaformål, som det også er sket i Irak. Og i den situation kan der være god grund til at være bekymret for afghanernes særlige evne til i krisetider at samles om at modgå en fælles ydre fjende.
Med etableringen af Afghan Development Zones peger meget på, at NATOs forsvarsministre ikke skal bruge al deres energi på at diskutere flere styrker indbyrdes; de skulle nok snarere begynde at diskutere, om indsatsen i Afghanistan på tværs af ministerier er i balance.
Partierne bag den danske indsats i Afghanistan er i nogen grad opmærksom på problematikken og har derfor ikke bare forstærket den militære indsats, men også den civile indsats i Helmand-provinsen. Samtidig har man stillet krav om, at effekten af den samlede danske militære og civile indsats skal måles.
Det væsentlige i den forbindelse er, at målingerne ikke, som i Irak, kommer til at ske i form af en opregning af antal nybyggede skoler, broer og brønde og hvor mange piger, der nu går i skole. Det er selvfølgelig ikke uvæsentligt; men afgørende er det, at indsatsen måles i forhold til den afghanske befolknings støtte til og ønske om at blive en del af konceptet Afghan Development Zones og dermed af Vestens projekt.
Målingerne bør derfor heller ikke ske i en rent dansk kontekst, som om den danske indsats i sig selv skaber en slags separatfred. Målingerne skal ske i sammenhæng med den indsats, som de danske styrker er en del af. Det vil sige den samlede britisk ledede indsats i Helmand-provinsen – eller måske endog ISAFs samlede operationer i det sydlige Afghanistan.
Jo hurtigere vi kommer i gang med at måle, jo hurtigere vil vi opdage, at vi formentlig har et alvorligt problem – og at det ikke kun er Taleban. Det er også vores egen vilje til at indsætte de nødvendige civile kapaciteter.
--------
Nicolas T. Veicherts (f. 1964) er major og for tiden fungerende chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Har været udsendt til Bosnien og Afghanistan tre gange. Indtil februar i år som chef for de danske styrker i Feyzabad i det nordlige Afghanistan. Majoren var i 2004-2006 ansat ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han blandt andet udgav rapporten »Samtænkning, modstand og muligheder«.