Weekendavisen 7-13. december 2007


Samtænkning. Kan Danmark bidrage til hurtigere, bedre og mere varige løsninger, hvis det er muligt at udsende embedsmænd, beskyttet af soldater, i stedet for at soldaterne – som i dag – efter bedste evne må agere civile eksperter?

Hvordan opnår vi langvarig stabilitet

Af Nicolas T. Veicherts
NR. 49, 7. - 13. december 2007

Af det nye regeringsgrundlag fremgår det, at regeringen vil »(...) anmode Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om at udarbejde en analyse af de konkrete muligheder for en yderligere styrkelse af samtænkning af den civile og militære indsats i forbindelse med fredsstøttende operationer, baseret på først og fremmest erfaringerne fra de danske engagementer i Irak og Afghanistan.«

Analysen er blevet fortolket i flere retninger. Blandt andet vil oppositionen i Folketinget gerne have, at DIIS undersøger baggrunden for at gå i krig i Irak jævnfør Dagbladet Information, og i Berlingske Tidende har politisk kommentator Thomas Larsen peget på, at resultatet af DIIS' analyse vil kunne få indvirkning på Danmarks fremtidige aktivistiske udenrigspolitik.

I sin blog skriver chefen for Dansk Institut for Militære Studier, Mikkel Vedby Rasmussen, at »(...) ikke alene skal samtænkning undersøges af vores kolleger på DIIS, den skal også gentænkes.« De mange forskellige vinkler har kun en ting til fælles: nemlig en forskellig opfattelse af, hvad en undersøgelse af samtænkning af militær og civil indsats egentlig skal føre til. Efterfølgende introduceres de udfordringer, som tidens krige giver og afledt heraf ideer til, hvad DIIS bør undersøge.

I sin kerne udspringer samtænkning af militær og civil indsats af et dansk initiativ i NATO fra 2005. Baggrunden er enkel: militære styrker kan ikke alene vinde krige, hvor målet er stabilitet, bæredygtig udvikling og på sigt demokrati, uden at det også indebærer en komplementær civil indsats.

Det er for så vidt ikke nyt – også efter Anden Verdenskrig var det en massiv civil indsats, der stabiliserede blandt andet Tyskland og Japan. Det nye er, at indsatsen ikke kan afvente en endelig militær sejr som i 1945, for den findes ikke.

I stedet er konflikterne i Irak og Afghanistan fortsat af oprørsbevægelser, der nok ikke kan vinde kontrollen med landene her og nu, men som over tid vil være i stand til at skabe så utålelige vilkår for for eksempel den afghanske befolkning, at Vestens tilstedeværelse i sig selv bliver et problem. En faktor der særligt i forbindelse med tab af menneskeliv (soldater som civile) også slider på opbakningen fra Vestens egne befolkninger.

Derfor er det blevet nødvendigt at påbegynde den civile indsats langt tidligere og i mange tilfælde samtidig med bekæmpelse af oprørere. Det gør den civile indsats farlig, uanset om den udøves af internationale eksperter eller lokale entreprenører – og det gør den uberegnelig, fordi mange projekter ikke vil lykkes. Fremdriften vil i bedste fald kunne beskrives som to-skridt-frem-et-tilbage, afhængig af, hvor godt den civile og militære indsats komplementerer hinanden.

Særligt for Afghanistan gælder, at landet er så fattigt og uudviklet, at den civile indsats ikke kan betragtes som en genopbygningsindsats, men snarere som en »opbygningsindsats« uanset, om der er tale om fysisk opførelse af skoler, brønde og broer eller opbygning af systemer, der nok ikke er demokratiske, som vi forstår det, men som dog skaber større retfærdighed og flere muligheder for den enkelte afghaner.

Eftersom Vesten formentlig fortsætter med at intervenere med militære midler med det formål at skabe langvarig stabilitet og en bæredygtig udvikling – næste gang antagelig i Afrika – er en kombineret militær og civil indsats altså et ubetinget krav. Derfor har både Danmark og de fleste andre NATO-lande udsendt flere civile rådgivere og givet flere penge til samtænkning.

Alligevel må indsatsen i Afghanistan betegnes som et fortsat kapløb om den lokale befolknings gunst og den hjemlige befolknings opbakning, som forsvarsministeren fremhævede det i flere medier i den forgangne uge.

Afledt af disse udfordringer kunne DIIS undersøge, om den eksisterende samtænkningsindsats i felten i Afghanistan (og i Irak indtil 2007) kan organiseres bedre, og om det med de nuværende eksperter og øvrige ressourcer overhovedet er muligt at forbedre situationen for lokalbefolkningen.

Eftersom Danmarks indsats i Afghanistans Helmandprovins helt naturligt sker som en delvist integreret del af den britiske indsats dér, vil en analyse af den samlede indsats i hele provinsen formentlig give flere og bedre svar end en isoleret undersøgelse af rent danske initiativer.

Særligt fordi briterne har langt flere erfaringer med oprørskamp og anvendelse af både militære og civile midler end Danmark har. Hertil kommer selvsagt mulighederne for at vurdere, hvad andre nationer gør i andre provinser, herunder de hollandske og canadiske erfaringer fra de to naboprovinser til Helmand, og de tyske erfaringer fra det nordlige og mere fredelige Afghanistan, hvor Danmark også har et mindre antal styrker.

Eftersom årsag-virkning kan hænge sammen på mange måder, bør det tillige overvejes at undersøge, om den ene type indsats går i vejen for den anden; altså om de militære operationer i alle tilfælde bidrager til en forbedring af situationen i området, og om de civile projekter, som militæret skal skabe rum og sikkerhed for, også er af en passende kvalitet og i øvrigt er klar, når situationen kræver det.

Altså om den militære og civile indsats er koordineret i tid og sted, når nu det er erkendt, at det netop er sammenhængen, der skaber positive forandringer.

Afledt af en sådan undersøgelse vil det endvidere være naturligt at undersøge, om de stabilitetsfremmende foranstaltninger, som Danmark (og Storbritannien) yder, også er de samme som afghanerne efterspørger. Hvis nej, er det måske årsagen til manglende fremskridt?

Afledt af forsvarsministerens bemærkninger om den hjemlige befolknings opbakning bør undersøgelsen også se »hjemad« og undersøge, om vi i Danmark reelt støtter indsatsen med alle de midler, som vi kan. Indtil flere rapporter, blandt andet fra DIIS, har tidligere peget på behovet for udsendelsen af betydeligt flere eksperter til gavn for opbygning af politi, retsvæsen, ministerier, styrelser med flere samt etablering af landbrug, infrastruktur, hospitalsvæsen med videre.

Et oplagt spørgsmål er, om Danmark kan bidrage til hurtigere, bedre og mere varige løsninger (også tilbage i Irak), dersom det var muligt at udsende embedsmænd, beskyttet af soldater, i stedet for at soldaterne i dag – efter bedste evne – må agere civile eksperter, støttet af nogle få frivilligt udsendte eksperter fra Udenrigsministeriet? Peger fraværet af civile eksperter og befolkningens vigende opbakning i realiteten i retning af, at vi (befolkningen) ikke har forstået, hvad der skal til for at vinde tidens krige?

I tilknytning hertil er det relevant at undersøge, hvad de to primære aktører, forsvaret og udenrigstjenesten, egentlig forstår ved samtænkning; særligt på niveauerne under departementerne, der af et godt hjerte, på den militære side, ikke ønsker at soldater bliver nødhjælpsarbejdere, og på den civile side ikke ønsker at blive slået i hartkorn med den væbnede indsats. Hvis en imødegåelse af institutionel modstand er nødvendig, er det en forudsætning, at alle har samme opfattelse af, hvad samtænkning indebærer.

Skal samtænkning til fulde undersøges, bør det endelig afklares, om den overordnede planlægning af vore militære indsatser overhovedet er synkroniseret med de komplekse problemstillinge, som tidens interventioner stiller.

Er det NATO, der skal bære ansvaret for, hvor og hvordan den afgørende civile indsats skal ske? Er en general bedst til at vurdere, hvilken by, der er den næste, der skal erobres? Og er det den lokale bataljonschef, der skal bestemme, om soldaterne i dag skal på patrulje eller direkte støtte civile projekter?

Meget peger på, at tidens interventioner og oprørsbekæmpelse i det lange løb vindes med civile midler; så hvorfor ikke skabe funktionsduelige civile stabe og planlægningsenheder, der kan udarbejde planer for den bedste civile indsats, støttet af militæret, fremfor som nu, hvor militæret nødvendigvis må tage teten og de civile halse efter?

Er der i virkeligheden tale om, at vi skal have samtænkning af civil og militær indsats – og ikke det omvendte?

Når DIIS præsenterer sine svar, bør det som en sidste bemærkning ikke ske alene med henblik på udfordringerne i Afghanistan. Samtænkning af militær og civil indsats er kommet for at blive. Derfor bør DIIS' anbefalinger kunne anvendes ikke bare i Afghanistan, men også i fremtidige EU-, FN- og nye koalitionsindsatser.

Det peger på, at anbefalingerne ikke alene skal have et dansk perspektiv, men også helt konkret kunne anvendes af Danmarks internationale partnere, som i kraft af Danmarks tidligere initiativer har en berettiget forventning om nye, gode danske initiativer.

Der er derfor nok at tage fat på for DIIS, som formentlig får brug for at entrere med en række eksperter også uden for DIIS. Set i forhold til betydningen af den civile indsats i tidens krige, bør DIIS få flere år til rådighed til gavn for en samlet analyse. Set i forhold til den vigende afghanske og danske opbakning, skal de første forslag til regulering af indsatsen i felten dog foreligge hurtigst muligt.

Afgørende for samtænkning er imidlertid, at vi ikke alene fokuserer på, hvordan de, der allerede kæmper med problemerne i felten, skal gøre det bedre, men på, hvordan baglandet, i bredeste forstand, bedre kan bakke nuværende og fremtidige indsatser op.

-----------

Nicolas T. Veicherts (f. 1964) er major og ansat ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Har været udsendt til Bosnien og Afghanistan tre gange. Indtil februar i år som chef for de danske styrker i Feyzabad i det nordlige Afghanistan. Majoren var i 2004-2006 ansat ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han blandt andet udgav rapporten »Samtænkning, modstand og muligheder«.