KRAVET TIL DEN NÆSTE KRIG
Gengivet med tilladelse af Tidsskriftet Ræson, originalartiklen findes i Ræson 14, Sektion 1, Side 4, 20. juni 2013
Af NICOLAS T. VEICHERTS
I 2003 holdt Anders Fogh Rasmussen en tale på Forsvarsakademiet om en fordobling af Danmarks militære engagement i verden - og om Danmarks særlig tætte bånd til USA.
I 2013 talte forsvarsminister Nick Hækkerup på Center for Militære Studier, hvor han slog fast, at Danmarks militære engagement fremtidigt vil være mindre og som udgangspunkt forankret i FN.
Tilsyneladende er forskellen, at Danmark tidligere skulle markere sig internationalt af princip til en situation, hvor dansk militær indsats finder sted, når det giver mening. Under overfladen er forskellen mellem de to taler dog mindre, end den ser ud, og kan opsummeres i ét ord: Irak.
Det sande billede af Danmarks forsvars-og sikkerhedspolitik p. t. er derfor nok snarere en kombination af de to taler - og en fortsættelse af en årtier lang dansk pragmatisk tilgang til brug af militæret: Når det kommer til stykket, går Danmark med USA, når dét giver mening - og vi går med FN, når dét giver mening.
Og i øvrigt med NATO's europæiske lande, når det giver mening, som fx i Libyen eller Mali.
En ting er dog at være med; en anden at vinde. At være med kræver i fremtiden evnen til at kunne udsende militære enheder hurtigt og kortvarigt. At vinde indebærer at tage konsekvensen af det, alle har været enige om i årtier: at det er den civile indsats, der afgør tidens krige. Derfor bør militær indsats være en funktion af en civil plan - og ikke omvendt.
I år forlader Danmark som bekendt Afghanistan militært, med undtagelse af et mindre antal rådgivere og trænere. Denne artikel spørger: Hvad er Vestens tilgang til krig p. t.? Hvilke lektier har vi lært i Irak og Afghanistan? Hvad er dansk forsvars muligheder for at præge og deltage i fremtidens militære operationer? Et ord om det sidste først. Danmark har erfaringen, fantasien og evnen til at præge det, der konceptuelt er en ny udvikling. Dermed kan vi fastholde en høj dansk profil i en situation, hvor vi muligvis ikke har råd til den helt store indsats hver gang.
VANDT VI? JA!
Præcis som efter afslutningen af det militære engagement i Irak debatteres det for tiden heftigt, om USA og det øvrige Vesten nåede deres mål i Afghanistan. I det omfang målene var at fjerne Saddam Hussein i Irak og al-Qaedas træningslejre i Afghanistan - altså rent militære mål - er de nået. Om den FN-sanktionerede og i nogen grad USA-ledede civile stats-og nationsopbygning - sikret af Vestens militære styrker - er lykkedes, eller vil lykkes, er mere tvivlsomt.
Både Irak og Afghanistan er og vil fortsat være politisk ustabile stater mange år frem - som så mange andre stater i den 2. og 3. verden også er det.
Men ustabile stater er ikke i sig selv en MILITÆR trussel mod Vesten, medmindre terror - eller muligheden for terror - rettet mod Vesten kan spores tilbage til disse stater.
Den slags trusler kan slås ned med militære midler. I forhold til tiden før 11. september 2001 er Vestens kapaciteter inden for efterretningsarbejde stærkt forbedrede - og i samarbejde med de berørte ustabile staters regeringer må det antages, at vi ad den vej allerede har forhindret nye terrorangreb mod Vesten.
Hvor ovennævnte løsning ikke er mulig, kan det betydelig bedre efterretningsgrundlag ( kendskabet til fjenden) i sig selv skabe grundlag for vestlige angreb, der har til formål at dræbe Vestens fjender.
Fx ved brug af droner, kampfly, missiler, specialoperationsstyrker eller kortvarig begrænset indsættelse af landstyrker. ( Note: Med et fromt dansk ønske om, at sådanne angreb sker på baggrund af klare, afprøvede beviser, kan man kun håbe, at dronerne mv. vil ramme alle fremtidens terrorister, ( kort) før de rammer os). Sidstnævnte type indsats - fx i form af støtte til lokale regeringers bekæmpelse af oprørsgrupper - ses i disse måneder i Mali.
I begge tilfælde vil Vestens grundlag for at beskytte sig selv militært fremtidigt kunne ske uden indsættelse af en 100.000-tallig skare af soldater og civile rådgivere og uden materiel for milliarder af dollars.
SAMME TRUSLER, NYE STRATEGIER
Men også fraregnet de nævnte trusler vil skrøbelige stater fortsat skabe uro og grobund for radikalisering eller andre negative udfordringer for Vesten. Fx i form af flygtningestrømme mod Vesten eller ustabilitet i vigtige regionale interesseområder, som fx inden for råstoffer, handel og søfart. Kampe mellem grupperinger i sådanne stater kan også føre til en situation, hvor Vestens værdier kommer under pres eller direkte angribes. Fx i forbindelse med folkemord eller FN's guidelines vedrørende responsibility to protect, som det skete i Libyen i 2011, og som vi måske i øjeblikket er vidner til i Syrien.
Svaret fra Vesten - og nok særligt Europa - vil i den situation være krav om afslutning af kamphandlinger samt stabilisering af den skrøbelige stat efterfulgt af stats-og nationsopbygning, demokratifremme, fokus på menneskerettigheder, herunder kvinders rettigheder, markedsøkonomi mv.
Men belært af erfaringerne fra Irak og Afghanistan er der til gengæld ingen grund til, at Vesten igen SELV bliver låst fast i årtier lange civile og militære indsatser, medmindre det igen brænder på Balkan - for europæernes vedkommende - eller, for USA's, i fx Caribien eller det genfundne fokusområde i Stillehavet.
Slet ikke når udgifterne til indsatsen ikke synes at stå mål med de opnåede gevinster - og overhovedet ikke, når krigen skal kæmpes midt i en verdensomspændende økonomisk nedtur ( endog de amerikanske forsvarsbudgetter beskæres p. t. kraftigt).
Selv i tilfælde af et markant terrorangreb mod Vesten er det et åbent spørgsmål, om vi ( Vesten) vil føle os lige så truede som efter 11. september for snart 12 år siden, og om konsekvensen vil være en langvarig og ressourcekrævende indsats langt fra hjemmet.
Tidens løsen i forhold til behovet for stabilisering og stats-og nationsopbygning er derfor blevet "kapacitetsopbygning". Det vil sige støtte, rådgivning og uddannelse af civile og militære kapaciteter dels i skrøbelige stater og dels til gavn for regionale aktørers kapacitet til indsættelse i skrøbelige stater. Som USA's nye Africa Command er også det danske udenrigsministerium og forsvarsministeriums fælles Freds og Stabiliseringsfond fx aktiv med støtte til samt opbygning, uddannelse og opstilling af civile og militære kapaciteter, fx i staterne i Østafrika og i opbygningen af Den Afrikanske Unions evne til at løse fredsskabende opgaver.
Konceptet er klart: Vi uddanner regionale og lokale kræfter til at løse de komplicerede opgaver - og vi forventer, at opgaverne bliver mindre komplicerede af, at tilgangen netop bliver regional eller lokal - og altså ikke "vestlig". Stabiliseringsfonden er tilsvarende aktiv i Afghanistan, i Pakistan, på Balkan og andre steder.
Kun i det omfang det ikke er muligt med regionale militære midler at skabe grundlaget for efterfølgende stabiliseringsoperationer, vil Vesten træde militært til. I takt med at USA flytter sit fokus omkring Stillehavet, bliver det i øvrigt meget vel med europæerne i en mere dominerende rolle andre steder i verden, særligt i Afrika.
Konceptet vil være kortvarige militære engagementer ( måneder), fx med den opgave at nedkæmpe et oprør eller fjerne en diktator/ et regime og bane vejen for efterfølgende civile og militære indsatser.
Dét er netop sket i Libyen, hvor Vesten støttede nedkæmpelsen af Gadaffis regime, hvorefter oprørerne tog over. Eller som det sker for tiden i Mali, hvor franske sammen med bl. a. danske styrker støtter bekæmpelsen af oprørere, hvorefter FN må forventes at overtage.
SÅDAN SKAL EN PLAN BEDØMMES
For at den her skitserede nye tilgang skal virke, er tre forudsætninger helt afgørende.
For det første skal vi være sikre på, at Vestens militære styrker kan fjerne regimer, oprørere eller diktatorer hurtigt og rent. Det kan vi! Tænk tilbage på Daytonaftalen og bosnisk-serbiske Karadic's fald i Bosnien-Herzegovina gennemtvunget af NATO's luftangreb i 1995, styrkeindsættelsen i Kosovo efter NATO's luftkampagne i 1999, Talebans fald i Afghanistan i 2001, Saddam Husseins fald i 2003, Gadaffis fald i 2012.
Ingen af disse indsatser varede i sig selv mere end nogle få måneder.
Den anden afgørende forudsætning er, at der er nogen at overdrage opgaven til. Det var der ikke i Irak eller Afghanistan, og derfor endte Vesten med at blive hængende.
En fremtidig militær indsats skal derfor hvile på aftaler om, at FN, regionale eller lokale grupperinger m. fl. er rede til at løse den efterfølgende opgave - og formentlig skal indsatsen derfor være baseret på en FN-resolution eller anden type aftale, der dækker den SAMLEDE indsats inkl. stabilisering, stats-og nationsopbygning, vedvarende støtte mv.
For det tredje er en samlet plan for militær og civil indsats nødvendig på forhånd. Det lyder logisk, men det er det åbenbart ikke.
Tænk tilbage på Irak og scenerne, efter at Baghdad var befriet: Der var ikke nogen plan - og da planerne kom, var de ikke gode. I hvert tilfælde voksede det irakiske oprør næsten helt ud af proportioner, indtil en militær indsats slog det ned igen - og USA og Vesten forlod Irak kort efter. Også afghanistanindsatsen har været præget af mange og skiftende planer.
Her er et forslag til en ny tilgang.
Forslaget baserer sig på det faktum, at Vestens indledende militære operationer kun har få negative følger for den lokale befolkning.
Tværtimod skabte indsatserne i fx Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Afghanistan og Irak tårnhøje forventninger om, at alskens problemer nu ville forsvinde. Både de dagligdags i form af manglende elektricitet, vand, sundhed og mad - og de mere overordnede i form af at sikre uddannelse, retssikkerhed, retfærdighed og frihed.
Sådanne forventninger er selvsagt svære at indfri, fordi der ikke eksisterer quick-fixes ( lette løsninger).
Man er dog heller ikke nærmere en løsning, når man, som det skete i Irak, valgte at lade en militær plan være udgangspunktet for den civile indsats, når det jo er helt åbenlyst, at det er den civile plan, der skal skabe den egentlige positive forandring i de stater, der interveneres i.
Når nu vi ved, at den indledende militære kampagne med garanti før eller lidt senere nok skal få bugt med endnu et ondt regime, så kan den militære indsats ikke være nær så afgørende som den civile indsats.
Kombineret med al den viden, verden ( Vesten) har om hver evig eneste region og stats problemer, udfordringer, kultur, infrastruktur, geografi mv. - og ihukommende at der med interventionen følger et krav om indfrielse af et minimum af forventninger - hvorfor da ikke først formulere en civil plan for, hvorledes en stat stabiliseres? Og derpå, med denne plan som baggrund, bede militæret om at skabe det udgangspunkt, som netop den civile plan bygger på? Alternativet er at stå med et militært end-state ( resultatet af en militær intervention), man ikke kan bruge til noget.
Med andre ord: Hvis Vesten skal lykkes med kortvarige militære indsatser efterfulgt af fx FN-operationer, så skal den samlede plan være en FN-plan udarbejdet af civile eksperter - eller som minimum bare en civil plan. Militære planer har der været nok af.
DANMARK OG DE CIVILE PLANER
Udfordringen er imidlertid, at der ikke findes en sådan civil planlægningskapacitet fri for militær doktrinær ( vane) tænkning, men hvorfor så ikke skabe den? Her kunne stater som Danmark helt sikkert bidrage substantielt, blandt andet med afsæt i vores egne koncepter om samtænkning af civil og militær indsats - og ikke mindst idéen om, at indsatserne skal være udtænkt i netop den prioriteringsrækkefølge ( civil, så militær), men løbe side om side, når de skal realiseres.
Den seneste danske militære tilgang til denne udfordring er at søge at indtænke lokale sociale og kulturelle karakteristika mv. for også ad den vej at mindske risikoen for, at civile eller militære aktiviteter karambolerer med lokale prioriteter eller følsomheder.
Som minimum vil danske tanker om sådanne tilgange være med til at informere os selv om - og uddanne andre i - at vurdere en interventions mulighed for succes. En vurdering, der vil kunne informere politiske beslutninger om graden og typen af dansk civilt og militært engagement - men også hvor Danmark kan bidrage til hele paletten af civile kapaciteter. Det drejer sig ikke bare om aktiv deltagelse i det konkrete indsættelsesområde med militære enheder, men også kapaciteter fra fx Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Fødevareministeriet og andre statslige institutioner.
Det er en tilgang, der også vil kunne fungere som en stærk støtte til større staters og organisationers overvejelser i forbindelse med planlægning af denne type komplicerede indsatser. Og dermed for Danmark en mulighed for, i en situation, hvor vi ikke deltager eller bidrager, at inspirere og informere vores allierede og FN's tanker om løsninger for tidens krige.
STADIG INDSATSKLAR
Et farvel til de seneste årtiers langvarige indsatser er selvsagt ikke et farvel til våbnene. Det er snarere en bevægelse tilbage til situationen forud for og under de indledende faser af krigene i både Afghanistan og Irak. En situation, hvor det amerikanske militær bevægede sig i to retninger på samme tid: På den ene side ønskede man fortsat at kunne deployere en tung amerikansk hær, der kunne knuse konventionelle modstandere - på den anden side pegede et antal kriser efter Berlinmurens fald i retning af behovet for lette, højmobile og nøjagtige våbentyper og -enheder. I 2002 var den amerikanske vision for fremtidens højmobile enheder, at man, overalt i verden, kunne indsætte omkring 5.000 tropper og materiel inden for 96 timer ( svarende til en brigade) - og kun få døgn senere have indsat yderligere tre til fire gange flere tropper ( svarende til en division).
Hvis vi betragter nogle af konflikterne efter Murens fald, kunne en sådan hurtig militær indsættelse måske have forhindret nogle af de udfordringer, som Vesten siden har sloges med. Fx havde Saddam Hussein nok ikke angrebet Kuwait i 1991, hvis en amerikansk brigade hurtigt blev placeret i Kuwait. På samme måde havde folkemordet i Rwanda i 1995 måske ikke nået sine grufulde højder, ELLER serbernes overgreb i Kosovo var måske standset tidligere og med en mere mindelig politisk løsning til følge, ELLER Osama bin Laden var måske dræbt allerede i Afghanistans Tora Bora-bjerge i 2001 og muligvis før.
I fremtiden kunne man tænke sig denne type operationer for at sikre atomkraftværker og -våben i et muligt sammenbrudt Pakistan, Iran eller Nordkorea. Altså indsatser, der hurtigt skal kunne tage hånd om militære problemstillinger, INDEN de - geografisk eller politisk - udvikler sig til egentlige store kriser.
Præcis denne vision om en let og hurtigt indsat styrke lå bag daværende amerikanske forsvarsministers Donald Rumsfelds afvisning i 2003 af den amerikanske hærs ønske om at måtte angribe Irak med en langt større hærstyrke, end den endte med at få bevilget. Rumsfeld var overbevist om, at lette og hurtigere styrker kombineret med præcisionsvåben var både mere effektive og billige. Så længe det gjaldt om at EROBRE Irak, havde Rumsfeld da også ret, men da oprøret i Irak tog til - og missionen syntes uden ende - endte den amerikanske hær med at være for let. I takt med erkendelsen heraf blev flere hærenheder indsat - og som værn mod de letfodede oprørere og deres vejsidebomber blev hæren endnu mere pansret og tung. Samme udvikling fandt sted i Afghanistan, hvor beskyttelse også er i højsædet. Også den danske hær er forblevet pansret og tung.
Ironisk er det, at det var en relativt let udrustet hær, der erobrede Irak i kamp med Saddam Husseins panserstyrker, mens det siden var de tungere udrustede hære, der over for barfodede oprørere med vejsidebomber mistede pusten i Irak og siden - i nogen grad - i Afghanistan.
Men hvor skal alt det tunge materiel køre hen i morgen? For amerikanerne kan spørgsmålet besvares klart: Det skal være en del af det nye amerikanske fokus på Stillehavsområdet, hvor man ikke kan forvente at kunne klare sig over for Kina med lette og hurtige styrker.
Spørgsmålet er, om det samme gælder for europæerne og for Danmark? Næppe. Vores militære opgaver må forventes at rette sig imod de hurtige og kortvarige indsatser, hvilket hverken peger i retning af tungt artilleri, masser af kampvogne eller andet svært isenkram. Mon ikke i øvrigt amerikanerne, som det skete med libyenkampagnen, gerne støtter med alt det, europæerne ikke har, så længe europæerne tager ansvar og selv står i første geled? Med et nyt amerikansk geografisk fokus peger meget på, at europæerne således tvinges til at tage ansvar for flere opgaver selv. Det er dyrt, og det vil tvinge europæerne i armene på hinanden i form af nye samarbejder og inter-operabilitet mellem forskellige staters enheder og materiel. Formentlig vil denne nye integration tage tid. Indtil da vil europæerne anvende tiden på store militære spareøvelser - samtidig med at alt for mange lande forsøger at opretholde hele spektret af militære kapaciteter. Den luksus er kun for de få, og muligvis ikke engang for de største militære magter i Europa: Storbritannien, Frankrig og Tyskland.
Udviklingen imod større europæisk integration og pooling ( deling) af militære ressourcer kan dog tage fart, dersom en ny krise opstår, og USA vælger "at stå over".
DANMARKS ROLLE
I Danmark, som erklærer fortsat at have en aktivistisk sikkerhedspolitik, må det forventes, at man i overensstemmelse med ovenstående vil søge at undgå engagementer, der binder større militære styrker ( særligt hæren) til en bestemt indsats gennem længere tid. Det primære træk på militære kapaciteter må således forventes at være: fly, skibe, stabsofficerer, militære rådgivere, nye specialiserede civil-militære kapaciteter fra Hjemmeværnet, specialoperationsstyrker fra Jægerkorpset og Frømandskorpset - eller, lidt mere fredeligt: særlige kapaciteter fra Beredskabsstyrelsen.
Det efterlader reelt hæren - der i høj grad har løftet Danmarks krigsindsats de seneste 20 år - og dens primære enheder, kampbataljonerne, uden egentlige internationale opgaver, indtil der igen måtte blive behov for at fjerne en diktator eller et fjendtligt regime. Til den tid bliver det formentlig sammen med Europa.
Indtil da vil presset på politikerne ( og hæren) vokse på to måder: På den ene side er tidens økonomiske spørgsmål, om vi har råd til at have soldater gående i beredskab, når de "ikke laver noget" ( ud over at træne, forstås). På den anden side er der spørgsmålet om, hvorvidt hæren skal specialisere sig inden for færre kapaciteter og indgå i ovennævnte pooling, fx med Storbritannien.
Lige nu skal både politikere og generaler formentlig lige finde sig selv efter afghanistanindsatsen. En mulig kombination på længere sigt kunne blive en justering af hærens kapaciteter, som en konsekvens af pooling, kombineret med at hæren samtidig bliver ( endnu mere) engageret til kapacitetsopbygningsopgaver.
En sådan løsning er for hæren ikke nødvendigvis den mest spændende udvikling og opgave set i lyset af de militært mere interessante typer af udfordringer fra Irak og Afghanistan, men det vil være en god løsning rent politisk.
Fremtidens trusler må forventes at være de samme ikkekonventionelle, som vi allerede kender fra de sidste 10-20 år. Til gengæld ændrer tidens krige sig for Vesten i retning af korterevarende indsatser, men forhåbentlig baseret på mere veludviklede, civile planer. Altså: ud med kampagner som i Irak og Afghanistan og ind med kortvarige indsatser som i Libyen og Mali.
Danmark har alle hånde muligheder for at være med til at præge udviklingen. Vi er langt med praktiske løsninger på svære problemer inden for det civil-militære felt og med forståelsen for kamppladsens sociale og kulturelle udfordringer.
Vi har evnerne til at gå med militært, når det gælder, og bør snarest udvikle idéer til, hvorledes det kan ske i rammen af overordnede civile planer for den samlede militære og civile indsats.
Og selvfølgelig er vi klar, både når FN og USA kalder, og - i fremtiden nok oftere end hidtil - når Europa bliver nødt til at gå forrest.
----
Nicolas T. Veicherts ( f. 1964) er oberstløjtnant og chef for Forsvarsakademiets Institut for Sprog og Kultur. Instituttet har bl. a. ansvar for sprogofficersuddannelsen samt forskning og uddannelse i lokale kulturers betydning for militære operationer. Han var Danmarks forsvarsattaché i Pakistan i 2010-12 og forinden engageret ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi ( 2006-09) og Dansk Institut for Internationale Studier ( 2004-2006). Hans militære udsendelser dækker Bosnien ( 1997, 2001) og Afghanistan ( 2007).
