Politiken 6. maj 2006

Opstil et slutmål i Irak
Udstationering

Af Nicolas Teodors Veicherts, major, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

ALLE deltagende lande er ude efter at komme ud af Irak med skindet på næsen. Det bør dog ikke ske ved hjælp af Socialdemokraternes seneste argument: nemlig at befolkningen i Darfur har større nytte af en dansk militær indsats end befolkningen i Irak. Hvis det var sandt, hvorfor da ikke omdirigere de danske soldater i Kosovo eller Afghanistan, hvor situationen for befolkningerne må betegnes som noget mere tålelig end for irakerne? Og hvad så, når andre befolkninger viser sig at have det værre end befolkningen i Darfur?

Flytter vi så igen?
Det er dog ikke kun Socialdemokraterne, der er forkert på den. Fra andre sider og lande høres det samme argument. Her er det bare Afghanistan, der er blevet vigtigere end Irak.

KRIG OG krigsindsats er nu engang for vigtigt til at være bestemt af et snævert folketingsflertal. Det ville derfor klæde både regering og opposition, om der kunne sluttes borgfred herom. Et rimeligt bud på en exit-strategy fra Irak er i den forbindelse de et til tre år, det vil tage at opbygge et bare rimeligt velfungerende statsapparat inklusive den nødvendige statskontrollerede udøvende magt. Krig og nationsopbygning tager nu engang tid.

Samtidig bør det mellem partierne, eventuelt under hånden, slås fast, at Danmark går i krig på mandat fra FN's Sikkerhedsråd, medmindre en af de faste stormagter af åbenlyse egeninteresser blokerer rådets beslutninger, som det eksempelvis skete i forbindelse med Kosovo i 1999. Det bør kunne skabe det nødvendige stabile grundlag for anvendelsen af danske militære styrker, der jo hverken er regeringens eller oppositionens. Ligeledes bør befolkningen i Danmark lære, at militær indsættelse kræver opstilling af slutmål for indsatsen. Sker det ikke, risikerer de militære indsatser at udvikle sig til langvarige mareridt for både politikerne – og soldaterne.