Socialdemokraternes medlem af forsvarsudvalget Trine Bramsen (TB) ser i et læserbrev lørdag 1. juni frem til nu at "helbrede forsvarets syge ledelseskultur" og gøre op med den "ineffektive, dyre, forældede og håbløst umoderne" organisation af forsvaret. Ikke ligefrem den smukkeste gravskrift over Forsvarskommandoen og de mange ansatte, der - på trods af skandalerne - er lykkedes gevaldigt godt med at levere det forsvar og den militære styrke, som Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, ledet af skiftende regeringer, fra 1992 og frem til i dag har stillet krav om.

Alting har sin tid. Også forsvarskommandoer. Og jeg er ikke særligt bekymret for, at fremtidens politiske og militære ledere - også i rammen af en anden organisationsform - vil gøre deres bedste for, at de opgaver, som Folketinget pålægger Forsvaret, vil kunne løses. Og forhåbentlig med færre skandaler.

Der er til gengæld ingen grund til at gøre forholdet bittert mellem de, der skal se fremad.
Det synes jeg TB gør med sit meget negative sprogbrug. Og dermed risikerer TB at skabe det samme misforhold mellem den kommende militære og politiske ledelse af Forsvaret, som TB selv mener er skabt mellem det, som TB kalder "forsvarets ledelsestalenter" og "den herskende militære ledelseskultur".

Krige udspringer som bekendt ofte af hård politisk retorik. Som soldat må jeg anbefale dialog.

Nicolas T. Veicherts, oberstløjtnant, chef for Forsvarsakademiets Institut for Sprog.
Udsendt til Bosnien 1997 og 2001, Afghanistan 2007, Pakistan 2010-2012.