Læserbrev i Berlingske Tidende torsdag den 9. marts 2006.

Ud af proportion.

Når præsident Bush i dagene efter 11/9 2001 kunne sige "Either you're with us or you are with the terrorists" var det fordi 3.000 mennesker var døde, fordi 90 procent af amerikanerne støttede ham og fordi han havde den øvrige vestens opbakning.
Når regeringen bruger samme retorik og kalder forslag om en undersøgelse af Muhammed-sagen for at gå ekstremisternes ærinde – en betegnelse der vel dækker landsforræderi eller nyttig idiot – er det ude af proportion. Dels fordi hverken grundlov eller danske liv er i fare, om end Danmarks anseelse er skrammet, dels fordi regeringen ikke har 90, men snarere 60 procents opbakning i befolkningen, og dels fordi resten af den vestlige verden nok støtter Danmark, men ikke uden det "men", som regeringen kategorisk afviser, at dens kritikere må anvende.
På samme måde som det ville klæde oppositionen at stikke piben lidt ind, vil det også klæde regeringen at være mere end bare flertallets regering.