Kommentar til Christian Brøndums artikel i Berlingske Tidende 16/2 – 2005. Sat i Berlingske Tidende 17/2 – 2005.
Den eneste grund til at den danske bataljon i Irak måtte have nogen form for magt i forhold til den humanitære og civile indsats er, at man indtil nu har måttet udfylde det vakuum, som den ustabile sikkerhedssituation har forårsaget.
Nu hvor man så småt begynder at tale om en egentligt civil genopbygningsindsats, er det bataljonens primære opgave at opretholde den fornødne sikkerhed, indtil irakerne selv kan løse opgaven. Den sikkerhed skabes bl.a. ved hjælp af de såkaldte CIMIC-enheder, der groft sagt har til opgave at gøre nøglepersoner eller bestemte befolkningsgrupper i lokalområdet glade for – eller i hvert tilfælde ikke sure på – de danske militære styrker. CIMIC-enheder er altså med til at skabe den sikkerhed, der igen skaber den sikre ramme, som de civile organisationer skal operere i. Derfor er det også at vende tingene på hovedet, når der slås til lyd for, at CIMIC-enheden skal administreres af civile. Den er en væsentlig forudsætning for den militære opgaveløsning og et godt middel til at nå de mennesker, der nok bedst skaber sikkerhed i Irak; nemlig den irakiske befolkning.
På den anden side betyder det ikke, at militæret ikke kan eller vil støtte en genopbygningsindsats. Den støtte kan (som nu) rette sig mod uddannelsen af det irakiske militær, men det udelukker selvfølgelig ikke, at danske soldater kan være med til at sikre de genopbygningsområder, som civile eksperter ønsker at prioritere. Det sker allerede i dag.
Der er således ikke tale om, at militæret skal have magt over genopbygningen af Irak. Snarere tværtimod. Til gengæld skal militæret have midlerne til at opretholde sikkerheden så længe, som det måtte være nødvendigt. Derefter er det hjem.
Den eneste grund til at den danske bataljon i Irak måtte have nogen form for magt i forhold til den humanitære og civile indsats er, at man indtil nu har måttet udfylde det vakuum, som den ustabile sikkerhedssituation har forårsaget.
Nu hvor man så småt begynder at tale om en egentligt civil genopbygningsindsats, er det bataljonens primære opgave at opretholde den fornødne sikkerhed, indtil irakerne selv kan løse opgaven. Den sikkerhed skabes bl.a. ved hjælp af de såkaldte CIMIC-enheder, der groft sagt har til opgave at gøre nøglepersoner eller bestemte befolkningsgrupper i lokalområdet glade for – eller i hvert tilfælde ikke sure på – de danske militære styrker. CIMIC-enheder er altså med til at skabe den sikkerhed, der igen skaber den sikre ramme, som de civile organisationer skal operere i. Derfor er det også at vende tingene på hovedet, når der slås til lyd for, at CIMIC-enheden skal administreres af civile. Den er en væsentlig forudsætning for den militære opgaveløsning og et godt middel til at nå de mennesker, der nok bedst skaber sikkerhed i Irak; nemlig den irakiske befolkning.
På den anden side betyder det ikke, at militæret ikke kan eller vil støtte en genopbygningsindsats. Den støtte kan (som nu) rette sig mod uddannelsen af det irakiske militær, men det udelukker selvfølgelig ikke, at danske soldater kan være med til at sikre de genopbygningsområder, som civile eksperter ønsker at prioritere. Det sker allerede i dag.
Der er således ikke tale om, at militæret skal have magt over genopbygningen af Irak. Snarere tværtimod. Til gengæld skal militæret have midlerne til at opretholde sikkerheden så længe, som det måtte være nødvendigt. Derefter er det hjem.
